Historik om bøgernes tilblivelse startede med, at jeg som nyuddannet lærer i 1984 fik et job på en specialskole for unge mellem 18 og 25 år, som skulle lære at klare sig selv . Dvs. flytte hjemmefra, finde arbejde og bruge sin fritid på bedste vis. Fagene blev brugt som middel og madlavning samt bagning var et naturligt fag
De unges faglige forudsætninger var meget forskellige og en udfordring var ofte læsning af tekst. Som et forsøg prøvede jeg at tegne en billedopskrift, hvilket blev godt modtaget af de unge. De ville gerne have flere, så jeg tegnede nye håndtegnede tuschtegninger efter behov og ønsker. Det var et stort arbejde.
I 90érne begyndte man at bruge computere på skolen. Jeg kunne via et enkelt tegneprogram begynde at gemme mine grundtegninger og på den måde genbruge dem og forfine opsætningen. Der kunne pludselig også komme farve på, så kvaliteten blev højere på de enkelte billedopskrifter.
Jeg har sorteret billedstøj fra i opskrifterne, således at budskabet er så enkelt og entydigt som muligt. I en fotoopskrift kan en ternet voksdug, lys og skygge eller en baggrund gøre det vanskeligere at fokusere på informationen.
Mål og antal er holdt ned i talstørrelse, ved at anvende dl. og antal enheder i stedet for gram.
De forskellige farver på skåle og de finurlige tegninger i venstre hjørne er en genveje til at skelne billedopskrifter fra hinanden.
Tegninger er et symbolsprog ligesom bogstaver, så man skal lære betydningen af dem. Jeg er stødt på få mennesker, der ikke kan bruge billedopskrifter, men hellere vil have tekst eller fotoopskrift.
Da jeg begyndte at sælge mine bøger, fandt jeg ud af at også børnefamilier, bedsteforældre, SFO`er, folkeskoler i Danmark, Grønland og skoler for dansk/ tyske mindretal er interesserede i billedopskrifter.
Jeg gik på pension i 2019 og har efterfølgende udgivet bogen om glutenfri mad, kager og desserter. Jeg fik tid til at gøre mig klogere på emnet.